Bispeembedet
	Biskopper over Sjælland
	Enevælden

I 1685 slap de huguenotter, som Sjællands biskop Hans Wandal havde sloges for at holde ude, ind i landet. Wandals efterfølger som Sjællands biskop, Hans Bagger, kunne skrive, at ”jeg ved ikke, hvad for en Kirke, vore Efterkommere engang skal finde for sig her i Landet”. Bagger udarbejdede i 1685 (sammen med Thomas Kingo) et nyt kirkeritual. Præsterne skulle prædike, så selv de enfoldigste kunne forstå det. Hensigten var at styrke fromheden. Det var også kommet med i Danske Lov, at folk skulle gå i kirke om søndagen, undladelse kostede bøde, alt arbejde i prædiketiden og om søndagen var forbudt, børn og unge skulle blive tilbage efter gudstjenesten for at modtage lærdom. Børns og unges leg på kirkegårde medførte piskning – de større kom i gabestokken.

Mere om Hans Bagger fra Dansk Biografisk Leksikon (1887 - 1905). "Biskop. Han blev født 23. Avg. 1646 i Lund, hvor Faderen, Ole B., den Gang var Lektor ved Gymnasiet og senere blev Professor theologiæ ved det nyoprettede Universitet. Moderen, Maria Lauridsdatter, døde, da han var 4 Aar gammel. 1656 blev han sat i Latinskolen i Lund. 1663 sendte Faderen ham til Kjøbenhavns Universitet, men efter Opfordring af Biskop Vinstrup i Lund lod han sig kort efter indskrive som Student ved Greifswalde Universitet, der den Gang hørte under den svenske Krone. Efter et halvt Aars Forløb rejste han til Rostock, hvor han fortsatte sine Studier under de bekjendte Theologer Varenius og Qvistorp, og 1664 vendte han tilbage til Kjøbenhavn, hvor han blev Bakkalavr. Her synes han at have været særlig begunstiget, enten fordi han som Skaaning holdt fast ved sit gamle Fædreland, eller fordi han – hvad der er den naturligste Forklaring – havde en god Støtte i sit Søskendebarn, Professor H. Vandal, og med Rejseunderstøttelse fra Universitetet drog han 1666 til Wittenberg, hvor den lærde Theolog A. Calovius tog ham i sit Hus. Han havde lagt Planen til en længere Studierejse, da Faderen kaldte ham hjem, for at han kunde være tilstede ved Indvielsen af det Skaanske Universitet 1668. Men han trak Tiden ud og kom først 1669 tilbage til Lund, hvor han tog Magistergraden. Hans kjæreste Forbindelser vare dog i Danmark, hvor han søgte Ansættelse ved Universitetet. Men alle Lærerposter vare den Gang besatte, og den svenske Regering gjorde alt for at faa ham knyttet til Lund. Han blev kaldet til Professor philosophiae og Konrektor ved Kathedralskolen i sin Fødeby, men søgte saa hurtig som muligt at frigjøre sig for denne Virksomhed, og da der 1672 sendtes et svensk Gesandtskab til England, fik han Tilladelse til at følge med for at studere de orientalske Sprog i Oxford og Cambridge. Aaret efter fik han Befaling til at vende tilbage og optage sin Embedsgjerning. Han trak dog atter Tiden ud og kom først hjem 1674 efter et længere Ophold i Holland, men allerede 4. April s. A. blev han af Christian V kaldet til Sognepræst ved Frue Kirke i Kjøbenhavn, Stiftsprovst og Provst for Sokkelund Herred. Hans Slægtning H. Vandal var den Gang Sjællands Biskop. 12. Nov. 1674 ægtede han sin Formands, Jac. Fabers, unge Enke, Margrethe Schumacher, Griffenfelds Søster. Han blev saaledes Svoger til Danmarks den Gang mest formaaende Mand, hvem han ogsaa skylder sin sidste mærkelige Forfremmelse, 1. Maj 1675 døde Biskop Vandal, og B. blev udnævnt til hans Efterfølger, kun 29 Aar gammel. Efter at han var bleven kreeret til Dr. theol., ordineredes han 27. Juni i Frue Kirke. 

Hidindtil havde B. haft en mærkelig Medbør. Fra nu af blev hans Stilling vanskelig. Satiren skaanede ham ikke, Uvilje og Misundelse fra Gejstlighedens Side hæmmede hans Virksomhed, og førend hans første Embedsaar var udløbet, blev Griffenfeld styrtet. Men skjønt B. under de daværende Forhold ikke kunde støtte sig til det herskende Hofparti, forstod han dog at hævde sin Stilling. Han kunde ikke gjøre sig gjældende ved Lærdom eller Veltalenhed, thi i ingen af disse Henseender ragede han frem over sine Standsfæller; men han var i Besiddelse af en sjælden administrativ Dygtighed, og til en saadan stilledes der netop særlige Krav paa en Tid, da der paa Kirkens Omraade fremkom en Række Forslag til Administrationens Omordning. Han deltog i den sidste Revision af Danske Lovs 2. Bog. Hans Navn er særlig knyttet til et forbedret Kirkeritual, der udkom 1686, og 27. Marts s. A. udgik Forordningen om Ophævelsen af de mange enkelte Bededage, der samledes i den almindelige Bededag paa 4. Fredag efter Paasken. I denne Forandring havde B. en væsentlig Del, og han udarbejdede selv Bededagsbønnen, der giver et smukt Vidnesbyrd om hans Evne til at tale Menigheden til i et jævnt og enfoldigt Sprog. 1688 udgav han en Alterbog, der skulde tjene som Haandbog for Præsterne. Fortalen, hvormed han indledede den, indeholder et udførligt Forsvar for den kirkelige Ritus. Den blev oversat paa Engelsk og vandt fortjent Anerkjendelse i Udlandet. Han forberedte desuden Udgivelsen af en Forklaring til Luthers lille Katekismus til Vejledning for Præster og Skolelærere, men Døden afbrød dette Arbejde. B. staar som Ordfører for en Tid, hvis Særkjende var religiøs Ufordragelighed, og hans Nidkjærhed for den lutherske Orthodoxi drev ham ofte til Yderligheder, særlig over for de reformerte, som Regeringen indrømmede en begrænset Religionsfrihed, dels fordi de vare Dronning Charlotte Amalies Trosfæller, og dels af statsøkonomiske Hensyn. Ogsaa Katholikernes Forsøg paa at vinde Indgang mødte alvorlig Modstand fra hans Side og fremkaldte en Brevvexling imellem ham og Kardinal Albani, den senere Pave Clemens XI. Den førtes dog med stor Humanitet fra begge Sider og fortsattes igjennem en længere Aarrække. B. døde 30. Avg. 1693, kun 47 Aar gammel. Efter Margrethe Schumachers Død (1690) havde han 30. April 1691 ægtet Søster Svane, Datter af Ærkebiskop H. Svane og Enke efter Kancelliraad Chr. A. Walter."